STOK fyraftensmøde 8.5.23 i Vejle
Hvordan kan narrative praksisser anvendes i den sundhedsfaglige indsats i en beskæftigelsesforvaltning?
Annette Abell, overlæge i Sociallægeinstitutionen i Aarhus
“At tydeliggøre og bruge borgerens synspunkter som styringselement i det sociale arbejde er ligesom at vende en supertanker”.
Umuligt er det ikke!!! Det kan gøre en reel forskel at insistere på mulighederne for dialog, samarbejde og på at blive klogere sammen. På fyraftensmødet gav Annette mange eksempler og perspektiver på, hvordan det kan gøre en reel forskel for mennesker i sårbare positioner, på kanten af beskæftigelse, når vi kan stå sammen med en nysgerrighed på deres viden, færdigheder og værdier.
Sociallægeinstitutionen i Aarhus arbejder ud fra, at folk skal med ind på banen og spille. De skal ikke kun stå på en kasse og kigge på. Den kommunale opgaver er at få folk over hegnet.
Kilde: devidedwefall.org
De mest sårbare borgere har ret til at blive set af et tværfagligt team - den politiske opgave er at finde ud af økonomi og lovgivning.
Sociallægeinstitutionen i Aarhus er forankret i beskæftigelsesforvaltningen, hvor tænkningen i lovgivning og praksis er, at mennesker trives og udvikler sig bedst, når de hører til i meningsfulde fællesskaber. Mennesker vil gerne bidrage og have en plads i fællesskabet og på arbejdsmarkedet, når det giver mening og er til at magte. Hvordan kan man lave noget, der giver mening, så borgerne får tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvad kan de magte, og hvad kan lade sig gøre?
“Opgang til opgang” er et eksempel på en sundhedsfaglig indsats med tydelig ressourceorientering i et boligområde i Aarhus. Inspirationen kommer fra Hilary Cottam: ”Radikal hjælp. Hvordan vi genopbygger indbyrdes relationer og revolutionerer velfærdsstaten”, 2018. Bogen giver bud på nytænkning af velfærdsstaten, så borgernes og civilsamfundets færdigheder til at bidrage til egen sundhed og trivsel støttes”. Fokus skal rettes mod det bredere samarbejde på tværs og på relationer. Indsatserne skal give mening for den enkelte.
Mødet. Vil du samarbejde på denne måde?
Hvad giver mening? Hvad vil du have hjælp til?
Hvad skal vi starte med?
Man skal give den rette indsats på rette tid, og folk skal selv være med til at finde ud af, hvad de vil have hjælp til.
Individuel placering med støtte – det virker! Annette fortalte, at det er centralt, at man først finder stedet, arbejdspladsen, som kan gå positivt ind i samarbejde med borgeren, og at man derefter begynder arbejdet med, hvordan det så kan lade sig gøre. Det flytter afgørende fokus til fællesskabet som den beskyttende faktor, når der er individuelle sårbarheder og hensyn.
Flere skal med. Så hvordan kan vi finde det, der kan lade sig gøre? Hvordan kan vi give en reel hjælp, så flest kan komme ind på arbejdsmarkedet? Tilknytning til arbejdsmarkedet åbner for anerkendelse og rettigheder som borger i samfundet. Vi skal vide, hvad vi har med at gøre? Hvad er ressourcerne, og hvad kan stå i vejen? Med inspiration fra Narrativ praksis sætter Annette fokus på borgerens egen handlinger og fornemmelsen af agency, muligheden for at kunne handle og have indflydelse på egne muligheder.
Annette fortæller borgerne om, hvordan hjernen fungerer, når vi føler og trygge, og når der er fare på færde. Alarmhjernen trigges af risikoen for at blive udstødt fra fællesskabet. Når Annette snakker med borgerne om alarmhjernen, så får de et sprog, og det kan blive forståeligt og håndterbart, at det opleves ubehageligt og skamfuldt, at stå udenfor arbejdsmarkedet. Triggere for alarmhjernen er kan jf. sociolog Anette Prehn være
1. Statustrusler
2. Diktater og råd
3. For store opgaver eller mål
4. Fremtidståge
5. Utydelige mikrobeskeder
6. Uretfærdighed
7. Når noget minder om noget farligt.
Hjernen er plastisk, vores viden og kunnen er neurologiske netværk. Det er muligt at lave nye spor, når vi får nye erfaringer, som forbindes med oplevet sikkerhed, tryghed og kompetence. Vi skal være opmærksomme på, hvordan vi kan lægge alarmhjernen ned og skabe forbindelser til ressourcer og mestring.
Hvad kan være passende øvebaner og graduerede udfordringer for den enkelte? Hvor stort er handlerummet for den enkelte? Hvor kan der skabes vækst? Vi ved, at hvis vi ikke bliver udfordrende som mennesker, så vi både tryghedszone og utryghedszonen (alarm) blive større. Det er sundhedsfremmende, når vi insisterer på, at også mennesker i sårbare positioner skal udfordres, og at de skal deltage i noget meningsfuldt udenfor hjemmet.
Kilde: Stork Stunts. FaceBook
Annette er i samtaler med borgere optaget af at give invitationer. “Skal vi sammen gå på opdagelse i …”. Hun står ved siden af, og hun følger borgerens undersøgelse af landskaber af viden, færdigheder og værdier. Hvad ved borgeren om, hvad der er godt og vigtigt?
Annette laver dobbelt lytning – hun lytter på problemfortællingen og på den foretrukne fortælling, om viden og færdigheder det, der fungerer og erfaringerne med mestring af det svære. Dobbeltlytning på det, der allerede er og på det, der endnu ikke er prøvet. Annette bruger et eksternaliserende sprog, så borgeren kan se på det svære fra en tilpas afstand. Hun har fokus på at borgeren oplever sig set og bevidnet i sin væren i verden. Derfra kan man tilbyde en tilpas forstyrrelse.
Som læge kender Annette betydningen af at starte med at snakke om kroppen, sansninger og funktionsniveau. Hun bruger ICF - WHO’s klassifikationssystem af sygdomsforståelse.
Kilde: Rigshospitalet
Det vigtigste i modeller er, at pilene går begge veje. Ting hænger sammen.
Krop - fysiologi og anatomi
Aktivitet - hvad kan kroppen, og hvad kan kroppen trænes op til at kunne?
Deltagelse - vi bliver til som mennesker gennem social deltagelse. Hvad kan kroppen i relation til andre. Funkionsevne er både i forhold til det nære, det sociale og i arbejdslivet.
De kontekstuelle faktorer
Omgivelser - lovgivning, strukturer, infrastruktur, familie, arbejdsplads, diskurser
Personlige faktorer - forståelse af plasticitet i de sammenhænge, vi er i. Neurale netværk dannes i erfaringer livet igennem.
Annette bruger ICF modellen til at være nysgerrig på, hvordan man kan skabe betingelser for, at hjernen kan udvikle sig. Hun fortæller om nødvendigheden af en insisterende nysgerrighed, når folk har fået et lavt funktionsniveau. Vi må afdække historierne, hvad gik forud, hvordan giver det mening, og hvad kan der også fortælles om viden, færdigheder og værdier?
Oplægget gav inspiration til mere sammenhængende indsatser for borgere på kanten af arbejdsmarkedet.
Referat er udarbejdet af Dorthe Beck Frederiksen, bestyrelsesmedlem i STOK
STOK, Dansk forening for systemiske, narrative og andre relationsbaserede former for terapi og konsultation. www.danskstok.dk