Gå-hjem-møde i København med Henriette Berthelsen, familieterapeut mv. samt Helle Skriver, børnefaglig konsulent i foreningen Grønlandske Børn.
Som rigtig mange andre er vi også i STOK optaget af dét, der sker i og omkring Grønland i denne tid. Mangt og meget har vi ikke direkte indflydelse på, mens det måske mere end nogensinde - nogen vil nok sige bedre sent end aldrig - giver mening at sætte mere fokus på kulturmødet og relationen, hvad angår socialt arbejde og terapi.
Det er i forlængelse af bred oplysning om overgreb ifm. både adoption og prævention blevet tydeligt, at vi, som en bred gruppe af danske social- og sundhedsarbejdere og terapeuter, har behov for mere viden, mere forståelse og mere gensidighed.
Som udgangspunkt har vi brug for indefraperspektiver fra levet liv i Grønland, og vi derfor har stillet os selv spørgsmål som:
- HVAD ER VIGTIGT, AT VI SOM DANSKE SOCIALARBEJDERE OG TERAPEUTER FORSTÅR?
- HVOR FALDER VI I?
- HVAD SKAL VI LÆRE?
- BLINDE PLETTER?
- HVORDAN BLIVER VI BEDRE KLÆDT PÅ?
Det er lykkedes os at få 2 virkelig kompetente kvinder til at hjælpe os med at besvare disse spørgsmål.
HENRIETTE BERTHELSEN
Født og opvokset i Grønland, taler både dansk og grønlandsk; nu bosiddende i DK.
Psykiatrisk sygeplejerske, tidligere ansat på psykiatrisk afdeling i Grønland og som afdelingssygeplejerske Rigshospitalet, nu selvstændig psyko- og familieterapeut både i Danmark og Grønland.
Arbejder blandt meget andet med grønlandsk kultur, grønlandske værdier og mental afkolonialisering.
Har i en del år samarbejdet med kommuner og stat, både i Grønland og i DK, herunder som medlem af "Rådet for Socialt Udsatte" under Socialministeriet i DK.
HELLE SKRIVER
Dansk. Uddannet socialpædagog.
Ansat som børnefaglig konsulent i ´Grønlandske Børn´ siden 2010.
Har i 10 år rejst i Grønland, hvor hun har afholdt workshops om omsorgssvigt og forældreskab. Hun har herigennem opnået stor indsigt i den grønlandske kultur og hermed også den manglende viden og forståelse fra dansk side.
HVORNÅR?
12. juni, kl. 17-20.
Der vil være indlagt en pause, hvor STOK vil sørge for en lettere forplejning i form af vegetarisk sandwich og en vand.
HVOR?
Mellemfolkeligt Samvirke, Fælledvej 12, 2200 København N.
HVAD KOSTER DET?
- 100 kr. for medlemmer
- 150 kr. for ikke-medlemmer
TILMELDING
Åbent for tilmelding via link på hjemmesiden (ses enten i højre side eller i bunden)